Kære Jagtforeninger,
Vi skriver til jer, fordi der lige om lidt er premiere på en ny dokumentarfilm “Søskende for Livet” på DR2 den 8. oktober kl. 22.15 og på DR.dk kan filmen streames fra 8. oktober også.
Filmen handler om Susie, der går på jagt og er zoologisk konservator. Vi håber, at I har lyst til at sende ud i nyhedsbreve eller skrive på facebook eller andre steder, at jeres medlemmer har mulighed for at se filmen. 🙂 I må meget gerne dele filmens trailer eller vedhæftede pressebilleder.
Det er en slags moderne Hans og Grete historie om to søskende, som vokser op med omsorgssvigt overladt til hinanden – og som derfor som voksne vælger at bo sammen, fordi det giver dem tryghed.
Se trailer https://vimeo.com/867930202?share=copy
Søskendeparret Susie og Sune er på én gang stærke og skrøbelige i deres forsøg på at få fod på livet. De var midt i 30erne, da Susie ramte en mur og havde svært ved at rejse sig. En opvækst med svigt har overladt dem til hinanden. Sune foreslår derfor at de sælger begge deres lejligheder for at købe en nedslidt landejendom på Vestsjælland og de flytter ind. Sammen.
Huset er fuld af dyr—levende, døde og i forskellige stadier af genopstandelse: Susies drøm er at være zoologisk konservator, et fag uden ret mange kvinder. Hun er talentfuld, men ordblind og ramt af sit eget svingende temperament. Sune prøver at hjælpe hende med at bygge en forretning op, mens han pendler til og fra arbejde i Lyngby for at betale regningerne.
Men de længes efter forskellige ting. Efter en hård skilsmisse forsvandt deres far, og deres mor begyndte at drikke. Susie søgte trøst i dyrene, mens Sune drømmer om sin egen familie. Han har afbrudt forbindelsen til deres mor og har ikke set hende i otte år, men nu trænger hun sig på. Susie inviterer moderen med til Europamesterskaberne i Zoologisk Konservering i Budapest. Skeletterne rasler i skabet: både Susies tyndslidte ambitioner og søskendeforholdet bliver sat på prøve.
+ 45 20710494